Gå til hovedindhold

Projekter

Sydhavnskvarteret skal være bydelen, hvor det nye møder det gamle. Hvor vi låner fra stedets historie og samtidig lader os inspirere af de mest spændende bydele i verden.

  • Læs op

Indhold

    Her kan du se en oversigt over de kendte projekter i Sydhavnskvarteret. Der vil løbende komme flere til.

    Danske Banks domicil i Aarhus er placeret på hjørnet mellem Spanien og Jægergårdsgade, og den har dermed en fremtrædende placering i Sydhavnskvarteret. 

    I byggeriet er alle kundevendte funktioner placeret i stueplan, og der er kundeindgange forskellige steder i bygningen. Det giver en aktiv stueetage og facade, som spiller sammen med omgivelserne og dermed understøtter bylivet i området.

    Danske Bank vandt i 2020 prisen for Årets Erhvervsbyggeri ved Aarhus Kommunes bygningspræmiering. Hovedentreprenøren er KPC, og bygningen er tegnet af Arkitema Architects.

    Bygningen blev indflyttet i 2019.

    Et klimavenligt træhus i genbrugsmaterialer vil snart være at finde midt i Sydhavnskvarteret.

    Lendager Arkitekter tegner nemlig det, der bliver Danmarks højeste træhus med dets 20 etager og to tilhørende bygninger af seks etager. Projektet modtager støtte fra Aarhus Kommunes klimafond.

    TRÆ skal være et klimakontorhus på 14300 m2. Bæredygtighed er et nøglebegreb og har fået fuld fokus – også allerede fra det indledende materialevalg. Bygningen bliver en moderne og nytænkende hybrid mellem træ og beton. Facaden kommer til at blive sammensat af genbrugsmaterialer fra nedrivningsprojekter i Aarhus og omegn – og vil derfor bestå af bl.a. genbrugt træ, kasserede vindmøllevinger og mursten. Dette sørger for at nedbringe byggeriets klimaaftryk samt begrænse CO2 udledningen fra byggepladsen under opførelsen.

    Med TRÆ’s imponerende højde på 78 meter og dets særprægede arkitektoniske udtryk skal det være et vartegn for det nye bykvarter, hvor visionen er at skabe et CO2-neutralt bysamfund.

    Byggeriet pågår. 

    Læs mere om TRÆ her på projektets hjemmeside 

    Et nyt business tower - højhus med kontorformål - på hele 26 etager er i gang med at blive bygget i det store udviklingsområde Sydhavnskvarteret.

    Højhusets navn, Akson, betyder nerve. Det er altså dét, som projektet skal være - et pulserende projekt, der sætter tanker og liv i bevægelse, ligesom det skal skabe handling og fremdrift.

    AART Architechts tegner projektet, som A. Engaard og PKA er bygherre på. I Akson vil der være moderne fællesfaciliteter. Disse omfatter bl.a. mødecenter med loungeområde, spisehus, motionstilbud samt et parkeringshus.

    Allerede nu har Kromann Reumert, Niras og AART Architechts lagt billet ind på at få kontorer i højhuset. 

    Byggeriet pågår.

    Læs mere om Akson her på projektets hjemmeside

    Etableringen af Kulbroen som highline for Sydhavnskvarteret er et udviklingsområdets åbningstræk.

    I industrielt design skal Kulbroen fungere som hybrid mellem byrum og stiforbindelse. Den skal styrke sammenhænget i hjertet af Aarhus og knytte brugere og byggerier i Sydhavnskvarteret sammen. Den skal vise vejen for, hvordan erhverv, byliv og social mangfoldighed kan berige hinanden omkring en ny, stærk og revitaliseret forbindelse. Et sted, hvor Sydhavnskvarterets brugere kan opsøge og dyrke fællesskaber.

    I 2017 udskrev Aarhus Kommune en projektkonkurrence om udviklingen af Kulbroen på Sydhavnen. Blandt de indkomne 26 kvalificerede ansøgere valgte Aarhus Kommune ud fra en samlet vurdering seks bud, som ville give det bedste konkurrencefelt med forskellige virksomhedsprofiler. Her blev vinderholdet arkitektfirmaet Transform med Dissing+Weitling, Lendager Group, Vega Landskab og Søren Jensen som underrådgivere. 

    Aarhus Kommune er bygherre på projektet. 

    Sidst opdateret: 13. marts 2024